22. januar 2006

Boganmeldelse: Vinene fra Californien

Vinene Fra Californien udkom i efteråret. Med bogen fik vi endelig en dansk bog om vinlandet, som oplever en voksende international interesse. Forfatterne er uden tvivl kapaciteter på området, og afdækker godt den hektiske historie, som området har gennemgået.

Bogen er en anvendelig opslagsbog, men kan mere eller mindre også læses fra ende til anden. Områdets histrorie gennemgåes. Druesorterne og hvad de kan i denne del af verden beskrives fint. Bogen beskæftiger sig måske lidt for meget med de helt store vinhuse og deres historier. Til gengæld er højt profilerede og anerkendte vinhuse som fx Clos Du Val fra Napa Valley nærmest helt ubeskrevet i bogen.

Vi havde bogen med i rejsetasken, da vi besøgte området i september sidste år, hvor den udgjorde en god ledsager. Bogen vinder meget på, at den er skrevet engageret og levende.

Parisersmagningen i 1976

»Vinene fra Californien« omtaler også »Parisersmagningen i 1976«, som gav Napas vinhuse det, som mange håbede på, nemlig international anerkendelse. Historien fortælles kort her, suppleret med yderligere historier fra det, som franske øjne betragter som »katastrofe-smagningen«.

Parisersmagningen blev arrangeret af en engelsk vinimportør i Paris, der i anledningen af USA’s 200 års jubilæum i 1976 afholdt en vinsmagning, hvor californiske topvine skulle smages op i mod Bordeaux‘ ypperste vine.

Smagepanelet bestod bl.a. af franske anerkendte vinfolk, og de blev chokerede da de hørte resultatet af deres første smagning: Californiske Chateau Montelena Chardonnay 1973 havde vundet hvidvinssmagningen. Da de røde blev smagt, var man heldigvis undervejs sikker på at kunne adskille de californiske gøgeunger. Ved én af vinene blev der udråbt »Endelig hjemme i Bordeaux igen«. Men det var man nu ikke, og det blev igen en californisk vin, der indtog første pladsen igen. Vildt oprør. Mange anmeldere ville ikke udlevere deres noter og bad om at få dørene lukket.

Her ses smagningens resultater. Rækkefølgen svarer til placeringen i smagningen. Californiske vine er markeret med »-«.

Hvide

–Chateau Montelena 1973, Napa Valley/Calistoga
Meurault-Charmes 1973, Roulot
–Chalone Vineyards 1974, Monterey County/Soledad
–Spring Mountain 1973, Napa Valley/Spring Mountain
Beaune Clos des Mouches 1973, Joseph Drouhin
–Freemark Abbey 1972, Napa Valley/Rutherford
Batard-Montrachet 1973, Ramonet-Prudhon
Puligny-Montrachet 1972, Les Pucelles, Domaine Leflaive
–Veedercrest 1972, Napa Valley/Mt. Veeder
–David Bruce 1973, Santa Cruz Mts.

Røde

–Stag’s Leap Wine Cellars 1973, Napa Valley
Château Mouton-Rothschild 1970
Château Haut-Brion 1970
Château Montrose 1970
–Ridge Cabernet Sauvignon ’Mountain Range‘ 1971, Santa Cruz Mts
Château Leoville-Las-Cases 1971
–Mayacamas 1971, Napa Valley/Mayacamas Mts
–Clos Du Val 1972, Napa Valley
–Heitz Cellars ’Martha’s Vineyard’ 1970, Napa Valley/St. Helena
–Freemark Abbey 1969, Napa Valley/Rutherford

Du kan læse mere om Parisersmagningen hos Stag’s Leap Wine Cellars

Peter Ulvskov & Stig Olausson: Vinene fra Californien. Lindhart og Ringhof 2005. 208 sider og indbundet. 299 kr. Kan bestilles og leveres portofrit online hos forlaget.

Anmeldt af Mads Jordansen.

Til forsiden…