18. januar 2008
Ny vin fra Albet i Noya: La miLana
Første enkeltmarksvin fra Albet i Noya har set dagens lys.
La miLana er en blanding af Cabernet Sauvignon, Merlot, Caladoc og Ull de Llbre (Tempranillo). Den er opkaldt efter det område, La Milana, som den 7 ha store mark ligger i. Marken består af 11 terasser med terroir af primært limsten og kalkholdig ler. Vinstokkene er i gennemsnit ca. 25 år gamle.
Resultatet er en vin med en stærk karakter med masser af mineralitet og frugtige oplevelser. En rund og frisk vin, der kan lagres nogle år endnu, og som de catalanske økopionérer er meget stolte af.
Formålet med La miLana er at udtrykke potentialet i hjertet af Penedès. Etiketten prydes af en europæisk biæder, som er en hyppig gæst i området, og som elsker at rippe vinplanterne for modne sorte druer.
La miLana erstatter tre velkendte vine fra Albet i Noya, som ikke længere produceres og dermed langsomt udgår af sortimentet. Det er Nuria, Col.leccio Tempranillo og Col.leccio Cabernet Sauvignon.
Vinen har fået 91 point i den førende spanske vinguide, La Guía Peñín 2008 og guldmedalje i EcoViure 2007 (konkurrence for økologiske vine).
Vi forventer at have La miLana i butikken i februar. Hold dig orienteret via vores nyhedsbrev.