8. februar 2006
Sideways fik en Robert
Stephanie (Sandra Oh) til middag på Los Olivos Café som den præsenteres i Sideways.
Det snart er et år siden, at filmen Sideways med Miles og co. havde premiere, men man støder stadig ofte på den. Inden for vinverdenen har den skabt så meget reklame for Pinot Noir-druen, som ingen reklamefolk kunne have skabt på anden vis. Euforien er dog størst i USA.
Robertpris
Forleden fik filmen Robertprisen i kategorien Bedste amerikanske film, i skarp konkurrence med bl.a. Crash. I konkurrence med den film kunne man selvfølgelig diskutere om en mere letbenet komedie som Sideways skulle vinde, men det lader vi anmelderne om. Sideways var stadig lige underholdende, da vi genså den i juleferien, og sjov at se efter selv at have været på tur i området i efteråret.
Virkelighed og film
I virkeligheden er det Los Olivos Café’s butik, der i filmen præsenteres som restauranten.
Da vi i september var på vintur i Californien, besøgte vi også Santa Barbara området, hvor filmen er optaget. Vi fik en skøn frokost på Los Olivos Café og opdagede at det meste jo sjældent er, som man ser det i en film: I filmen fremstår Los Olivos Café som en eksklusiv restaurant, men i virkeligheden er det en meget beskeden, lidt interimistisk café/vinbar, men med et godt køkken, og et imponerende vinkort. Et meget charmerende sted med overraskende få turister med stråhatte og spejlrefleks kameraer på maven, da vi en hed september middag kiggede forbi.
Hvilke vine drak de i Sideways, og hvilke vinhuse besøgte de?
Vi har fået et par spørgsmål om, hvilke vinhuse der besøges i filmen, og hvilke vine der drikkes og omtales. Så de kommer her;
Alle der var med i Sideways reklamerer med det. Sideways har givet boom i antallet af Californiske vinturister.
Vinhuse der besøges i Sideways:
- Sanford (Miles lærer Jack om vin)
- Kalyra (Miles og Jack møder Stephanie)
- Foxen (Miles og Jack hælder mere i glasset, mens hende, der skænker vin, vender ryggen til)
- Firestone (Miles, Jack, Maya og Stephanie sniger sig ind i fadhallen under en vinsmagning)
- Fess Parker (kaldet »Frass Canyon« i filmen, vinhuset hvor Miles drikker en spytbakke)
Vine der smages i Sideways
De eneste vine, der smages i vinhusenes smagerum, er Sanford Vin Gris og de to fra Kalyra. Årgange er ofte ikke specificeret i manuskriptet eller vist filmen.
- Byron—1992 sparkling
- Sanford—Vin Gris
- Kalyra—Chardonnay
- Kalyra—Cabernet Franc
- Fiddle Head—Sauvignon Blanc
- Whitcraft—2001 Pinot Noir
- Sea Smoke—Botella
- Kistler—Sonoma Coast Pinot Noir
- Latour—Pommard 1er Cru
- Hitching Post—Bien Nacido
- Hitching Post—Highliner
- Andrew Murray—Syrah
- 1961 Cheval Blanc