17. juli 2008

Uvejr i Europa

Mens vi i Danmark på det seneste har haft ret ustadigt vejr efter et meget tørt forår, har man sydpå haft helt andre udfordringer at arbejde med. Haglbyger, som ikke er unormale i vinområderne på denne tid af året, har i år været særligt kraftige både i Tyskland, Østrig og Frankrig.

Kvæstede Pinot Gris planter. Bemærk at selv skuddene er knækkede pga. haglskaderne.

Hos Johanninger har haglbyger haft stor indflydelse på, hvordan årets høst ender. Og vi taler om haglbyger, der virkelig var kraftige. Natten mellem den 29. og 30. maj blev en stribe lige nord for vinhuset og helt ned til Nahe-dalens begyndelse hårdt ramt. Det er særligt gået ud over de gamle Pinot Gris, som er grundstammen i Pinot Gris »Im Himmelgarten«. Her er halvdelen af druerne ødelagt af haglene, som også har flænset bladene. De unge Pinot Gris-planter på nabomarken er så hårdt medtaget, at de må tilbagebeskæres, så de nu giver udbytte et år senere end beregnet. Det største tab ved uvejret udgøres netop af det ekstra arbejde i år og næste år med at få de unge planter til at danne den rette opbinding. Det skyldes ikke mindst, at særligt de unge grønne skud fra i år er så ødelagte, at en beskæring helt ned til grundstammen er nødvendig.

»Down to earth« som Jens Heinemeyer skriver. En »haglbeskæring« kunne man godt kalde det.

Som »Bauer« (landmænd), er Johaninger-teamet vant til at leve af og med naturen, og selvom de står overfor væsentlige økonomiske tab, ser de da også det positive i, at katastrofen er undgået, i og med at haglvejret ikke har ramt alle områder. Fx er Rheingau gået helt fri. Men som altid er intet sikkert, og sommeren kan stadig have masser af overraskelser i ærmet. Vi må krydse fingre for, at det ikke går helt så galt igen.

Markus Haas og Dieter Schufried kigger på nattens skader.

Vinavisen.dk beretter følgende om haglvejr i Tyskland, Østrig og Frankrig:

I Tyskland gik det ifølge Best-of-Wine hårdest ud over Laubenheim i Rheinhessen, hvor haglene har efterladt deres spor i 80% af områdets vinmarker. Bladene er blevet slået af vinstokkene, og de endnu ikke modne druer er blevet smadret.

I Østrig var det frem for alt Niederösterreich, der blev ramt af uvejr. Her blev mere end 6000 hektar frodig landbrugsjord stort set ødelagt, og værst ramt blev vindistriktet Krems. Samtidig med ødelæggelserne i vinmarkerne gik Krems-floden over sine bredder, så kældre og veje blev oversvømmet. En styrke på 1000 brandmænd var i aktion, og der tales om skader for omkring 4 millioner euro (cirka 30 mio kr.).

I Frankrig ramte et alvorligt haglvejr Sancerre og Pouilly-Fumé i den øvre del af Loire-dalen. Haglene hamrede ned over de to vinområder og forrettede alvorlige skader på mere end 1000 hektar vinmarker – nogle af vinmarkerne er ifølge Wine Spectator totalt ødelagte. Man regner derfor med, at høsten i Sancerre og Pouilly-Fumé vil blive noget mindre end sidste år.

Til forsiden…