Vinsmagninger

Vi laver private smagninger for firmaer, personaleforeninger, klubber, vennekredse etc. Ved disse smagninger udvælger vi som regel vinene i samarbejde med dem, der deltager i smagningen. Det kan både være røde, hvide, dessert og bobler. Ofte vælges et tema, for at der er en rød tråd gennem hele aftenen. Vi tilpasser vinforedraget til deltagerne: Nogle vil gerne have, at vi fortæller meget, andre vil hellere lade vinene tale. Det er op til jer.

Druesmagning

Her udvælges en drue eller druefamilie som gennemgående tema. Ved at smage den samme drue dyrket forskellige steder og behandlet på forskellige måder, dykker vi ned i druens krakteristika. Hvordan smager Pinot Noir fra Tyskland i forhold til Pinot Negre fra Italien? Kan spanierne lave Cabernet Sauvignon?

Tour d’Europa

Et udvalg af karakteristiske vine fra forskellige områder i Europa. Smagningen giver et bud på, hvad vine fra forskellige europæiske lande kan præstere. Men vær forberedt på overraskelser undervejs…

Landesmagning

Her smages vine fra et par vinhuse fra et udvalgt land for at afdække de store forskelle i stilarter, der kan være i et forholdsvis afgrænset geografisk område.

Terroirsmagning

Hvad er terroir? Hvordan dufter og smager det? Vi smager vinlistens mest udprægede terroirvine, som gengiver både klimaets, jordbundens og druens karakteristika.

Blindsmagning/karaktersmagning

Hvis I har mod på det, vil vi gerne udfordre jer med blindsmagning af en række af VIN etc.’s vine. Det vil garanteret give grundlag for en god diskussion mellem deltagerne om vinenes karakter. Vi vil også kunne indlægge én eller to overraskende og udfordrende gimmicks.

Tilpassede smagninger

Endeligt kan vi naturligvis tilpasse smagningernes indhold fuldstændig til de ønsker, du måtte have i forhold til konkrete vine eller andre fx geografiske ønsker.

Det praktiske

Alle smagningerne varer cirka 1½-2 timer og omfatter som regel mellem 5 og 8 vine. Priserne for de private smagninger afhænger af de vine, der skal indgå. Vi beregner et lille grundgebyr og tillægger vinenes enkeltpris. Smagningens deltagere kan efter vinsmagningen købe til kassepris i hele VIN etc’s sortiment, hvis bestilling, levering og betaling sker samlet.

Kontakt os for et uforpligtende tilbud på en hyggelig og oplevelsesrig aften.

Til forsiden…